Alle undtagen Asta og Karsten mødes hos os Fredag eftermiddag, og spiser aftensmad sammen klokken 17:30. Klokken 18:30 kører vi til lufthavnen i 2 biler, -Linda og Torben’s svoger Christoffer har lovet at køre den ene, og David kører den anden. Asta og Karsten rejser fra Billund og I mødes med os i Doha. “Københavner-holdet” lander i Doha klokken 05:50 og “Billund-holdet” lander klokken 05:55. Eftersom vi lander næsten samtidigt foreslår jeg at vi mødes lige efter “security check”, -der hvor vi får checket vores håndbagage (sker umiddelbart efter at vi er ankommet, såvidt jeg husker). Så kan vi sammen gå og finde et sted og hvile os indtil klokken 11 hvor vi går til gate’n. Flyet til Kathmandu afgår klokken 12. Vi er i Kathmandu klokken 19:10 om aftenen (Nepal er 4 timer og 45 minutter foran Danmark).
Der serveres mad på begge fly. Har i specielle ønsker m.h.t. mad kan vi bestille det for jer. I kan læse om mulighederne her.
Hvis I har ønske om et specielt plads i flyet (vindues-plads hvis man gerne vil kigge ud, -eller gang-plads, hvis man ofte skal på toilet eller strække ben), så må I gerne melde det til os, og vi vil se om det kan lade sig gøre. Jeg har som udgangspunkt valgt sæder så I sidder parvis med en plads ved vinduet og en plads ved gangen (det er de mest eftertragtede sæder), -hvis der så kommer en og sidder imellem jer (der er 3 sæder ved vinduet på CPH-DOHA), kan I nemt bytte. Grunden til at jeg gør det sådan, er at der så er gode chancer for at der bliver en tom plads imellem jer (ingen ønsker den midterste plads), og man får mere plads til at sove 🙂 Jeg har også valgt række numrene, så I kommer til at sidde så langt fra toilet/køkken/baby rækker som muligt.
Når man rejser med fly, kan man registrere sig som “Frequent Flyer” hos en gruppe af flyselskaber (som f.eks. Star Alliance), og optjene point, som man så senere kan anvende til en opgradering eller en gratis rejse (når man har optjent mange points hos samme gruppe af flyselskaber). Efter et vist antal points, kan man også anvende Lounge’s i lufthavne, hvor man kan sidde behageligt og få god mad gratis). Qatar er medlem af OneWorld. Hvis du allerede er medlem af et af de andre flyselskaber i OneWorld, kan du bare sende os dit Frequent Flyer Program og nummer, så registrerer vi det på din billet, så du optjener points. Hvis du gerne vil blive medlem af Qatar Priviledge Club er det enkelt at registrere sig her (vælg “Priviledge Club” og opgiv din email adresse, kodeord m.m.). Du får så et medlems nummer som du sender til mig, så sørger jeg for at du tjener point’s på denne rejse. Hvis du ikke regner med at komme til at flyve en del med Qatar eller deres partnere, -kan du donere dine points til os, vi tager hjertens gerne imod en gave 🙂 -og kan så på længere sigt få sparet sammen til en gratis rejse.